Sorg- At miste sig selv

TEMA:SORG 12993484_603643146452649_7858888279381135539_n
“Sorgen over,at miste sig selv”.
De fleste kan forholde sig til sorg, når det handler om at miste en du har kær. Hvor knugende en fornemmelse det kan være i hele kroppen, hvad det kan gøre mentalt og fysisk. Men hvad med sorgen over at miste sig selv?

 

Sorgen over at miste eget liv, miste identitet og finde et nyt liv? Det er et af de mere tabubelagte emner og et af de emner vi sjældent høre om.
Der er mange faser i sorg og kriser- men hvordan har du oplevet sorgen over tabet af dig selv og kontrollen over eget liv? Har du fornyet dig selv? Har du fundet ro? Eller kommer sorgen i bølger ? Hvis du ønsker, at dele din historie og din oplevelse så send mig en mail på katrine@kandusemig.nu

 

Camilla beskriver hendes perspektiv på, at miste sig selv

 

“Sorgen er ikke at miste den man er i nutid – som i lige nu, det går nok, man ændrer sig jo alligevel gennem hele livet, så det var nok kommet alligevel”

 

 

 

 

Sorgen er at miste muligheden for at blive den man gerne ville
Sorgen er ikke at kunne det man vil, sorgen er den konstante dårlige samvittighed, når min baby græder, og jeg ikke kan tage ham op og gå rundt med ham, fordi jeg bliver dårlig, sorgen er ikke at kunne smide rundt med ham, og at jeg blev syg lige efter hans fødsel, så der er ingen garanti for han nogensinde ser mig rask.
Sorgen er at det ikke kun er mig, der må give afkald på drømmen og fremtiden
Sorgen ikke at må og ikke kan planlægge sit eget liv
Sorgen er ensomheden…. Der er ingen der rigtigt kan sætte sig ind i hvordan jeg har det: den ene gruppe synes jeg er sej, men forstår det ikke; den anden siger “men du ser jo ikke syg ud”.Ensomheden ved at vide at jeg sandsynligvis aldrig kommer til at snakke med en person med samme diagnose…. Og da slet ikke en der er nogenlunde samme sted i sit liv.
Sorgen over ikke at passe ind nogen steder, man ser hele tiden der er indsamlinger for dette og hint, hvilket jo sådan set er godt, men sorgen over at vide, at jeg aldrig vil blive en del af øget opmærksomhed og set af og forstået af omverdenen, fordi det er spild af ressourcer, jeg lever i ukendthed
Sorgen forårsager ikke altid at tårerne triller ned af kinderne, typisk er der ikke tid, når man skal have en hverdag til at fungere, men den ligger der altid – og kommer i bølger over ingenting – alt det jeg gerne ville vise ham og gøre for ham, men ikke har muligheden for.

 

FullSizeRender

Vicki fortæller om sorgen, ved at miste sig selv

Jeg er i dag 21 år… Og jeg ved ikke hvornår jeg startede med at have kroniske smerter… Jeg ved ikke om jeg engang har været smertefri, og mine smerter så bare har forpestet mine minder, eller jeg altid har haft det sådan.. kroniske smerter og diverse diagnoser er en del af mit liv, og flere i min familie har det på samme måde, så derfor har det ikke været velset at “klynke”..

Desværre er jeg bare den eneste i familien der har haft det i så ung en alder.. Som 15-årig fik jeg at vide, at jeg aldrig ville kunne klare de normale arbejdstider, og at jeg nok heller ikke kunne klare en masse uddannelser, grundet mine smerter…

 

 

 

4 år i syge-systemet har ikke gjort andet for mig end at gøre mig afsindigt frustreret og modløs..

På trods af at jeg er blevet undersøgt for alt tænkeligt, har de kun kunne give mig 4 diagnoser; pukkelryg, scheuermann (ekstra led i rygsøjlen), skæv ryg og begyndende slidgigt..

Andre mennesker med samme diagnoser kan sagtens holde til en hel del mere end mig… Men det er så her det mest Frustrerende kommer – jeg har kroniske smerter i resten af kroppen… som de ikke kan finde nogen diagnose på…! 🙁

Det betyder at jeg ikke kan få en uddannelse, da SU-styrelsen ikke mener jeg er syg nok til at få dispensation på de timer jeg ikke kan være der (kan max klare 15-20 timer, med lektier).. Jobcentret vil ikke give mig kontanthjælp under uddannelse, og jeg kan ikke tage undervisningen på fjern studie…

Men nu for at vende tilbage til temaet, nu har jeg skrevet en masse baggrundshistorie…

Da jeg startede på undersøgelserne da jeg var omkring 15, var jeg rimelig overbevist om at jeg bare fik en diagnose, og så var det det, så ville det ligesom glide derfra.. Men for hver undersøgelse jeg tog til, uden at der kom noget resultat, forsvandt der mere og mere af den jeg var/er… Det føltes som om de bid for bid pillede mig ned, hver gang jeg blev undersøgt.. Så blev det kaldt vokseværk, så var jeg bare pjevset, jeg skulle bare i gang med at træne osv osv… Det var først da jeg som 18-årig var inde ved en læge på et smertecenter, hvor han undersøgte mig grundigt, og derefter med sorg i stemmen sagde; “jeg kan godt se at du har virkelig ondt, det er ikke bare noget du siger… Men jeg tror ikke du nogensinde får at vide hvad der er galt, for vi kan ikke finde noget på dig” – dér styrtede min tro på mig selv sammen…

Hvorfor f… kunne de ikke finde noget, når jeg nu havde 7000 forskellige symptomer på en hel masse????

De fleste af mine venner var også forsvundet i løbet af de år, da de ikke “magtede” at hører på at jeg konstant havde ondt, var på vej mod en dyb depression, og egentlig bare lå og græd det meste af tiden.. Det var et hårdt slag for mig, at mine venner og kærester ikke ville anderkende at jeg havde ondt, når jeg ikke havde nogen diagnose.. Hvis jeg havde fået 10 kr for hver gang nogen har sagt “så tag dig dog sammen” eller “du er bare doven, hvorfor indrømmer du det ikke bare?” havde jeg været millionær i dag..

Jeg mistede hele grundlaget for hvilket menneske jeg var, for alle mine drømme tanker og håb, blev manet i jorden nærmest inden jeg havde sagt dem… Den dag i dag er jeg stadig meget usikker på hvem jeg er, og jeg er dybt dybt mærket af at min tidligere omgangskreds, mine x’er og min familie ikke forstår eller acceptere at jeg har de her smerter… Jeg har svært ved at finde ro, finde ud af mig selv og mine reaktioner.. Finde ud af hvordan jeg gør tingene bedst for mig selv, ikke overanstrenger mig.. Det er svært at passe på sig selv og undgå de ting der giver ekstra smerter, når folk ikke tror på at det er så slemt som det faktisk er…

Jeg har stadig ingen anelse om hvad jeg vil uddanne mig til, hvis jeg engang får lov til det.. Det er utrolig svært at drømme, når alle ens drømme er blevet skudt ned de sidste 6 år.. Jeg aner ikke om jeg er god nok som menneske, om jeg gør nok for min kæreste (som for øvrigt er sublim til at forstå og hjælpe mig når jeg har ondt, YES!!) – om jeg kan komme ud på arbejdsmarkedet en dag, om jeg skal kæmpe med kommunen og folks nedladende blikke for altid… Jeg har svært ved at definere mig selv som person, som individ og som en del af noget større… Er der overhovedet plads til sådan en som mig i vores samfund? Der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke forbander min krop og mine smerter langt af helvedes til.. Hvor jeg ikke tænker at det ville været så meget bedre hvis jeg enten ikke havde mine smerter – eller jeg slet ikke eksisterede… Det er utrolig morbid at sige, men det er sådan jeg har det.. Jeg er først begyndt at tro på at det er okay at være som jeg er, at jeg er god nok som menneske og faktisk min vægt værd i guld, – efter jeg har mødt min kæreste… Han får mig til at tro på mig selv, hvilket er så fantastisk efter at have gået rundt i blinde i flere år… <3

Jeg føler mig ikke som et helt menneske, og det tror jeg heller ikke jeg kommer til, før jeg får en forklaring på mine smerter… Jeg håber det sker en dag…

Katrine Kappel