MaleneMalene Danielsen
28 år
Gift og mor til 4
Fibromyalgi + hypermobilitet

 

”Hvad du ikke dør af, gør dig stærkere ”

Havde du mødt mig for 10 år, ville hele din hverdag lyse op. En glad, frisk ung pige med masser af gå-på-mod med en stor vennekreds og et frisk syn på livet.

Her – 10 år senere – møder du en til tider bitter, sur, ked kvinde med et sløret syn på fremtiden. Misforstå mig ikke. Jeg er skam taknemmelig for det liv jeg har fået mig skabt. En dejlig mand, tre skønne børn og en på vej, et skønt hjem og en dejlig familie. Folk vil sikkert undre sig ” Hvorfor så bitter ?”

Fordi jeg er en 28årige kvinde med en kvik hjerne, der er fanget i en 70 åriges krop. Mine knæer er fyldt med slidegigt, der gør jeg ikke kan spille fodbold med min dreng, løbe rundt i haven med vandpistol, lege på gulvet med mine børn. Jeg kan ikke være den fantastiske kone, min mand fortjener. Jeg kan ikke være den ellers så altid støttende veninde eller den hjælpsomme søster.

Havde det ikke været for min mand, så ved jeg ikke hvor jeg var endt henne i dag. En rummelighed, tålmodighed og forståelse skal man lede længe efter og bestemt ikke tage for givet. I starten forstod han ikke sygdommen. Jeg manglede jo ikke kropsdele eller var pakket ind i gips – der kunne forklare mine smerter. Nej gid det var så vel. Jeg lå jo bare der, træt og med utallige smerter, der hoppede rundt i kroppen. Et dårligt humør, der kunne få Anders Mattesen til at tude.

Med tiden kom skavankerne. Jeg haltede, min krop låste fast, musklerne svigtede – de første synlige tegn på sygdommen. Der forstod han – og resten af omverdenen, at jeg var syg. Kunne jeg nu bare tage en sort kappe på, når det var slemt, så folk kunne se hvornår jeg havde det dårligt, så var forståelsen da at finde. Men så let er det ikke.

Enhver der har følt smerter, ved at intimitet med et andet menneske, ikke er det første man tænker på. Men i vores tilfælde blev det vores oplevelse i forholdet. Mens mit liv blev sat på standby, måtte min mand jo fortsætte hans med børn, arbejde og hjem. Det eneste jeg var god til i det øjeblik, var at vise min mand den kærlighed der havde bundet os sammen. Man kan jo sagtens ligge på sofaen og klippe 20 røde hjerter ud og skrive nogle søde ord.

Det har altid siddet i baghovedet på mig, at jeg ikke måtte glemme min familie. Det var jo ikke deres skyld, at jeg var syg.

Efter en lang tids selvmedlidenhed, så jeg en dag det sørgeligste blik jeg nogensinde har set. Blikket kom fra min dengang 6 årige dreng. Han havde ondt, virkelig ondt af mig. Det syn ændrede mit liv. Jeg besluttede mig for at folk ikke skulle have ondt af mig. Jeg måtte tilbage i kampen – tilbage til livet.

Godt nok kunne jeg ikke spille fodbold eller kravle rundt på gulvet, men jeg kunne noget andet. Jeg fik et ” krea-rum” af min mand. Et rum i hjemmet, der var mit og børnenes. Mit fristed. For er der noget vi elsker, så er det at være kreative. Både børnene og jeg. Min mand forstår, at min ” krea-stund” er min medicin. Her kobler jeg af og finder ro i en travl hverdag. Han støtter mig selvom der måske roder lidt med alle mine krea-ting. Han accepterer de dage, hvor svaret er ”Ingenting” på spørgsmålet, om hvad jeg har lavet i dag.

”Jeg er træt” er et samlet svar på ”Jeg har ondt, er træt og gider ikke forklare”.

Ikke mange af mine venner forstår hvordan jeg kan være så ”overskuds-agtig”, men de ved jo heller ikke at jeg forinden har sovet tre timer på sofaen og fyldt min krop med smertestillende, for at kunne være den mor der står glad i døren og byder børnene velkommen hjem fra skole og børnehave. Som lige bikser en kage sammen til eftermiddagshygge eller laver mandens yndlingsaftensmad.

Men man kan jo ikke leve af at være kreativ, så jeg besluttede mig for at vende tilbage til skolebænken og færdiggøre min handelsuddannelse. Mine studiekammerater kender ikke til min sygdom – igen ingen medlidenhed. Dog måtte jeg fortælle min lærer det, da jeg må dele mine skoleopgaver op i etaper. Jeg forventer det bedste af mig selv, og må derfor knokle ekstra hårdt når energien giver en boost.

Jeg er færdig med at have ondt af mig selv. Jeg vil være det bedste forbillede for mine børn. Jeg vil lære dem at man kan –selvom livet giver modgang.

Jeg går på barsel i maj og vender stærkt tilabge til skolebænken og sparker røv, så jeg kan vise verdenen at jeg ikke ligger mig trods en kronisk, usynlig sygdom.Møder du eller kender du en med en usynlig kronisk sygdom, så smid dit dømmende, mistroiske blik væk og mød personen med åbne arme. Vi kæmper hårdt nok i forvejen for anerkendelse og forståelse.

 

 

Skriv et svar


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 14

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 17

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 19

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 21