Louises historie-Pacemaker

Louise Bruun PedersenNavn: Louise

Alder: 35

Beskæftigelse: Projektleder på reklamebureau

Diagnose: Pacemaker p.g.a hjertesygdommen AV blok 3 grad

 

Min hjertehistorie

Jeg er født og opvokset i Hillerød i en kernefamilie. Min mor var filialleder i en bank og min far salgschef. Jeg har en lillebror, svigerinde og skøn nevø som jeg ser en del til, da de også bor I KBH. Jeg levede et liv, hvor heste var alt. Det gik fra fritid til job. Morgen, middag og aften. Men min drøm om at blive berider braste, da lægerne konstaterede, at mit hjerte var ødelagt. En pacemaker var nødvendig, hvis jeg skulle overleve. Jeg var 23 år og boede alene I Tyskland da jeg skulle genopfinde mig selv.

Jeg har altid været hestepige. Når mine gymnasievenner gik til fester, tilbragte jeg min tid i stalden. Da jeg nåede gymnasie-alderen, gik det fra at være yndlingshobby til at være en sport på professionelt plan. Det betød masser af træning, minimum tre timer i staldene hver eneste dag og dressurstævner i weekenderne. Efter HF eksamen tog jeg til Tyskland, for at arbejde i en privat dressurstald. Her gik det op for mig, at min store kærlighed til og talent for sporten kunne udvikle sig til en fuldtidskarriere.

Dem, der havde stedet, spurgte mig, hvorfor jeg ikke tog uddannelsen som berider. “Du er dygtig, du kan det – er det ikke noget for dig?”, lød spørgsmålet.

Svaret lå egentligt lige for, syntes jeg, og det halve år i Tyskland blev forvandlet til syv hele. Jeg stod i lære i nogle af de store stalde i Sydtyskland, og jeg var rigtig god til det.

Men som 23-årig (og næsten færdiguddannet) krakelerede det hele. Mit hjerte blev sygt og jeg måtte opgive drømmen om en karriere blandt hestene.

Dagene i de tyske stalde var fyldt med hårdt arbejde fra morgen til aften, og jeg mærkede hurtigt konsekvensen af det syge hjerte. Jeg følte mig pludseligt meget træt. Men værre blev det, da jeg begyndte at få besvimelsesanfald. Bedst som jeg var steget af hesten eller var ved at muge ud i stalden, kunne jeg falde om.

En af gangene var jeg få centimeter fra at få en høtyv i ryggen, da jeg var ved at muge ud. Jeg røg ind og ud af hospitalet til undersøgelser. Det tog tre måneder, inden lægerne fandt ud af, at det var mit hjerte, den var gal med. Hjertet var ødelagt af en virus.

En forholdsvis uskyldig virus havde udviklet sig til hjertesygdommen AV Blok grad 3, som gjorde, at mit hjerte kun slog 25-35 slag i minuttet i stedet for de 60 slag, som normale hjerter slår. De fleste danskere har AV Blok grad1, hvilket betyder, at hjertet en gang imellem holder små pauser, men i min alvorligere udgave af sygdommen holdt hjertet så lange pauser, at jeg besvimede af det.

Lægernes dom var klar: jeg skulle som blot 23-årig have indopereret en pacemaker og jeg måtte genoverveje det fysisk hårde professionelle liv med hestene. Med den lille, indopererede hjertestarter ville jeg kunne leve et normalt liv igen, men jeg vidste med sig selv, at tiden som berider og konkurrencerytterske var slut. Skulle mit hjerte sætte ud endnu en gang, duede det jo ikke, at jeg ikke kunne andet end at ride på heste. Så jeg måtte derfor genopfinde sit liv.

En af gæsterne fra stalden havde et reklamebureau og tilbød mig, at komme i lære hos dem, når jeg var helet efter operationen. Selvom jeg ikke på forhånd havde noget kendskab til branchen, blev jeg hurtigt bidt af at reklame, events og kommunikation.

Da jeg var færdiguddannet, flyttede jeg til København og fik arbejde på et reklamebureau. Min interesse inden for healthcare har udviklet sig, så jeg nu sidder på et større bureau med ansvar for vores medicalnal kunder. Elsker mit job og mit liv her I KBH. Jeg har stadig rigtig god kontakt til mine venner i Tyskland. De betyder alt for mig.

Usynligheden

Jeg er utrolig tryg ved at have en pacemaker. Selvfølgelig var der start vanskeligheder, men nu hvor jeg har den, tænker jeg ikke over det. Det ville være meget værre, hvis jeg ikke havde den.

Jeg synes faktisk det er rart, at det jeg lever med er usynligt. Især da min sygdom og det at have pacemaker ikke påvirker min hverdag. Jeg har en travlt hverdag og en karriere på reklamebureau i KBH, så jeg har slet ikke behov for at der skal tages hensyn til mig. De første par år var det dog lidt svært og jeg følte at alle kunne se min pacemaker. Jeg gjorde alt for at skjule mit ar, men det gør jeg slet ikke mere. Jeg er også så heldig at mine ar er helet flot og har i dag ingen gener. Jeg har dog lært at det er bedst at være åben omkring det. Det er ikke noget jeg med samme fortæller folk, men det er ingen hemmelighed.

Tror ikke min familie og gode gamle venner tænker over at jeg har pacemaker. De ved jeg har det godt og at jeg nok skal råbe op, hvis der er problemer eller har jeg brug for hjælp. Jeg har fået det vildeste opbakning fra venner. Helt vildt endda. De syes bare jeg er sej og det at kende en ”blikdåse” er sejt ,-)Nok også mest pga mit frivillige arbejde med Facebook patient gruppen ”unge og voksne med pacemaker/ICD”.

Livet med pacemaker

Jeg har prøvet, at miste en kæreste pga sygdommen. Det skete da jeg fik infektion omkring pacemaker. Hele systemmet skulle fjernes. Det var 2 mdr indlæggelse og 2 voldsomme operationer. Efterfølgende tog helings processen lang tid. Vi havde kun været kærester i 5 mdr da det skete, så vi havde ikke ”basen” til det. Og så var han bare mega egoistisk! Så godt jeg kom af med ham 😉

Mine forældre har det taget hårdt på. Jeg var jo 23 år gammel og boede i Tyskland da jeg blev syg. Var indlagt ca 3 mdr inden jeg endelig fik Pacemaker og kunne begynde på en frisk. Men mine forældre fik mange opkald om at jeg nu igen var indlagt og ved de mange år efter (og måske stadig lidt ) bliver nervøse hvis telefonen ringer på sjove tidspunkter. De har dog været en kæmpe støtte og er det stadig.

Min hjertelæge har jeg det fantastisk med 😉 Vi kender hinanden godt og jeg er vild med hende. Kan altid regne med hende.

Mit motto (som jeg har fra min elskede mormor) er ”ting man ikke kan ændre skal man ikke ærgre sig over”. Det hjælper mig i en hverdag ,hvor man som ung jo hele tiden kommer ud for udfordringer.

Og som jeg siger til mine søde medlemmer i gruppen ”lev livet – lad ikke pacemakeren bremse jer”. Det er så vigtigt,at få det bedste ud af livet.

Mit bedste råd til andre er, at være åben omkring det, men samtidig også vigtigt selv at være kommet sig. Dvs acceptere det og få det bedste ud af det. Den kan både have fordele og ulemper med pacemaker og det er helt individuelt.

For mig er det vigtigste , at kunne leve så normalt som muligt og bruge megen fritid på min patient gruppe ”Unge og voksne med pacemaker/ICD”. Jeg elsker at kunne hjælpe andre og formidle viden til både patinter og pårørende.