Johns historie- Morbus Crohn

 

JohnNavn: John

Alder: 29

Beskæftigelse: I praktik, uddannelse: HD 2. del på CBS:

Diagnose: Morbus Crohn

 

Jeg spillede golf på højt plan i gymnasietiden, men efter et år på en idrætshøjskole, hvor jeg spillede turneringer med de professionelle, kunne jeg mærke, at min sport tappede mig for energi. Jeg droppede derfor golf fra den ene dag til den anden, hvor jeg derefter startede med at studere til finansøkonom. Mine golfkammerater og daværende kæreste, syntes det var mærkelig, at min lyst til at spille golf var væk. Jeg kunne ikke forklare dem det, andet end jeg var træt af at konkurrere og træne, men sandheden var, at min krop var træt. Omkring min studietid i Aarhus, hvor jeg er 22 år, fik jeg mere energi, men i perioderne op til eksemerne blev jeg tappet for energi og en aften efter en aktiv dag, kollapsede jeg på kollegiet og vågnede op, da en beboer klaskede til mine kinder ude i opholdsstuen. Efter endt studie mærkede jeg efter 2 måneder for alvor symptomerne af træthed og lige gyldighed. Fra den ene dag, hvor jeg arbejdede som bankrådgiver til den næste dag hvor jeg sagde op, fordi jeg ingen energi havde. Jeg fik dog hurtigt et andet job, som var rigtig godt, men 2 måneder efter, kollapsede jeg på arbejdet. Mit nedbrud havde mine venner på det tidspunkt meget svært ved at takle. De vidste ikke, hvad de skulle sige eller gøre. Jeg vidste hellere ikke, hvad der foregik, så det var frustrerende for mig. Derefter fulgte en lang periode , med sygemeldinger, undersøgelser, besøg hos læger og kiropraktor. Men endelig efter 7 års frustrationer, får jeg et konkret svar. Prøverne viser, at jeg med 95 pct. sikkerhed har Morbus Crohn. Jeg blev faktisk lettet, da der nu med stor sandsynlighed er en forklaring på mine sygdomsforløb og at jeg ikke fejlede noget psykisk, som folk efterhånden troede jeg gjorde.

Efter en lang periode med uvished, voldsomme mavesmerter og indlæggelser, er der faldet mere ro på i kroppen og i sindet. Hele mit forløb har knyttet mig tættere med min familie. Det har dog været en kæmpe udfordring, at få mine tidligere læger/socialrådgiver til at forstå, at jeg fejlede noget, at det ikke var stress eller psykisk stress der var skyld i kollaps på arbejdspladserne og manglende energi i hverdagen. Har desværre kollapset 3 gange på 3 forskellige arbejdspladser, det er ikke sjovt, at se kollegers urolighed og bekymring af en efterfølgende, når man ingen fornuftig forklaring havde på det. Det har været en kæmpe udfordring. Men jeg er lykkelig for, at min nuværende læge og socialrådgiver tror på mig og ikke presser mig til at varetage en fuldtidsstilling, men har fokus på, at jeg får en succes og en langsom start på min praktikplads.

 Her og nu

Til hverdag oplever jeg ikke specielle problemer vedrørende min sygdom, men når jeg er på besøg ved bekendte, eller ved familien kan det være frustrerende. Fordi jeg tit skal minde dem om, hvilke produkter jeg ikke kan tåle og hvorfor jeg er træt eller bliver nødt til at gå tidlig hjem.

Efter jeg er kommet i behandling ser jeg lyst på fremtiden. Mange der har den samme sygdom som mig, har både fast arbejde, mand/kone og børn. Så synes da den ser lys ud, selvom jeg til tider kæmper med daglige smerter.

Har fået et rigtig godt forhold til min søster i gennem det lange forløb, inden jeg fik min diagnose. Efterfølgende er forhold bare blevet endnu bedre også til hendes kæreste. Mine forældre hjælper mig så godt de kan og det er jeg meget taknemlig for, da der har været perioder op til diagnosen, hvor jeg ikke kunne tage vare på mig selv.

 

Jeg ser meget positiv på tingene og har valgt at lytte mere til mig selv og tage kampen op med min samvittighed og acceptere, at det er okay at sige nej. Folk behøver ikke af den grund ikke at kunne li´ en eller synes mindre om en person, men accepterer et nej, da de kender årsagen.

Mit råd til andre

Det der kendetegner mit forløb er, at min stædighed og gåpåmod måske har været med til, at jeg i for lang tid har bidt mine smerter i mig, i stedet for at banke i bordet og blive indlagt. Min stædighed har måske været min største fjende imod, at ikke jeg lyttede til min krop og dens signaler. For stædigheden holdte mig i gang i stedet for at søge hjælp, eller kaste håndklædet i ringen.  Jeg vil råde andre til at være ærlig og åben omkring det. Jo mere ærlig man er, jo nemmere har man selv ved, at acceptere ens usynlige sygdom og man vil opleve, at der er rigtig mange mennesker som gerne vil lytte til en og ikke synes det er tabubelagt at tale om og vil en det bedste.

Husk at råbe op og gerne en gang for meget, end en for lidt. Omverden har behov for at vide, at selvom vores sygdom er usynlig, skal den ej ties væk.

Skriv et svar