Irenes historie-Sclerose

IreneNavn: Irene

Alder: 37 år

Beskæftigelse: Frisør/sygemeldt

En usynlig gæst i kroppen

 

Livet er værdifuldt og absolut værd at leve, tingene kan dog hurtigt vende op og ned på alt.

Dette skete for mig for 3 år siden. Jeg var selvstændig frisør – mange kunder – hyggelig forretning og efter 3 års arbejde heri – begyndte det at blive sværere. Jeg var umenneskelig træt – havde føleforstyrrelser i arme og ben.

Tabte mine redskaber – kunne ikke holde hovedet koldt – måtte have mere søvn og derved flere sygedage hjemme. HÅRDT som selvstændig uden ansatte. Efter 8 mdr. undersøgelser af diverse art faldt hammeren….. velkommen til Sclerose. Mit hovede så en film, sygdom, lukning af forretning, tanken om hvad nu og hvad med fremtiden? Det var ikke blot en film, der kørte inden i hovedet, det blev en realitet.

Der stod jeg med 9 uddannelser i baghånden – et aktivt arbejdsliv bag mig  ……Hvad så nu??? Fra at have arbejdet non stop siden jeg var 17 år, til  at skulle sygemeldes, det var en stor forandring, der satte mange tanker i gang. Det var hårdt at få meldingen, men hvad hjælper det at sætte sig ned og græde. Der er jo mange der lever og har levet i mange år med kronisk sygdom. Så det gør jeg jo selvfølgelig også.

 Jeg har valgt og håbet lever!

Takket være hjælp og støtte fra venner og familie, er det hele meget lettere og giver et helt andet billede. Jeg valgte at sadle om. Fra fuldtids arbejdende til, at være en del af systemet, selvom det kan være umenneskeligt og hårdt. Intet skal slå mig ud,men den usynlige gæst overtager desværre styringen til tider. Diffuse smerter, et hovede der står af kognitivt, føleforstyrrelser i arme og ben, det fylder, men istedet for at hellige mig den medicinske verden, tager jeg oceaner af kosttilskud. Efterhånden som mine tanker er faldet på plads, og accepten er der, kommer erkendelsen af at være kronisk syg.

En tilstand af sygdom der ikke forsvinder, men som skal leves med – derfor gælder det om for mig, at få det bedste ud af hverdagene. Jeg er udpræget A menneske og er bedst fungerende i de tidlige morgentimer, og frem til frokost.  Herefter er jeg nødsaget til, at hvile og sove 1-2 timer for at kunne overskue og klare resten af dagen. eg har lagt min livstil om 180 grader. Jeg træner hver dag en kombination af styrketræning og løb, og det er min måde at holde sygdommen hen. Jeg har erfaret via sund kost og træning, der har jeg det absolut bedst, og mærker så og sige intet mere til sygdommen. Jeg tror på, at denne levevej er den rette for mig, sund kost og motion i rigelige mængder, kombineret med daglig indtag af kosttilskud.En positiv tankegang, samt en positiv tilgang til tingene.Jeg kan ikke ændre på diagnosen, men jeg vil gerne styre gæsten så godt jeg kan og formår.

 Min fremtid og  alt det jeg brænder for.

Jeg er meget beskæftiget med selvhjælpsgrupper, med mennesker der ligeledes er ramt af kronisk sygdom. Bruger tid med ligesindet for at få viden, indsigt og mere forståelse. Jeg ser ikke mig selv som syg – men kan ikke komme udenom det. Jeg er under afklaring.,en langsommelig proces,  men ved mine muligheder ikke er udtømte.  Der er noget til mig der ude med tiden, som en del af det aktive arbejdsliv.  Mine venner og familie er en stor del af min positive tilgang til tingene og livet. Med den forståelse – hjælp og støtte de giver, kan jeg ikke være mere taknemmelig.  Det sker jeg må melde fra overfor aftaler eller arrangementer,og det er der heldigvis forståelse for.

Da jeg ikke syner syg udadtil – altid er i godt humør, går op i udseendet, får jeg tit meldingen. Du ser godt ud, du må have det godt.  KORREKT men ingen kan se og mærke hvad der sker og føles inden i mig. Det er også svært selv, at sætte ord på til tider  Da mine vanskeligheder for det meste er af kognitiv art, har jeg måtte sande at det jeg tidligere kunne, ikke er det samme i dag. Jeg er afhængig af en kalender.  Jeg skal skrive alt ned, ellers glemmer jeg tider- aftaler – planer m. m. Det med at have flere bolde i luften på samme tid – ender med de ligger på gulvet nu 🙂 jeg bliver nødt til at tage en ting ad gangen. For meget snak – og for mange mennesker gør mig stresset.  Min hjerne kan ikke følge med – JEG vil gerne, men kan ikke. Så bliver jeg meget træt og irriteret. Så hvile og ro er derfor påkrævet.

Hvad fremtiden bringer er spændende. I forhold til diagnosen og sygdommen er jeg ikke nervøs.  Jeg fortsætter min livsstil, som hidtil.  Jeg er sikker på der dukker noget op af arbejds mæssigt karakter. Skal dog lige finde den rette hylde, der passer. Med det netværk jeg er i – samt de ting jeg beskæftiger mig med – ser jeg ikke sort på livet og fremtiden. Det foregår dog i et andet tempo end tidligere -men det betyder intet.  Jeg skal ikke skynde mig. Selvom man bliver ramt af sygdom – er der stadig mange muligheder -vi er kun vores egen begrænsning.

Med disse ord – vil jeg blot sige følgende: VEJEN TIL SEJR, GÅR GENNEM HJERTET OG VILJEN.

KAN DU IKKE FINDE DEN – SÅ SKAB DEN SELV! !!!! TAK fordi du er med mig så langt

 

 

 

Skriv et svar