Henriks historie- Brud på fodleddet-kroniske smerter

HenrikNavn : Henrik

Alder : 23

Beskæftigelse  : produktionsteknolog studerende

 

 

 HELDIGVIS ER JEG SÅ DUM, AT JEG IKKE FORSTÅR HVOR SLEMT DET STÅR TIL.

Jeg var ny udlært CNC-operatør og havde været frivillig brandmand i 3 år da jeg en dejlig torsdag morgen i oktober kørte af sted på arbejde, jeg var glad og tilfreds jeg havde nemlig lige fået nyt job og var i en oplærings periode på 14 dage, hvor jeg så  på 13. dag er så uheldig, at jeg ender med og få foden mast mellem 2 el-stabler da min kollega overser mig og drøner lige op bag i mig og får foden mast mellem stablerne med en palle som mellemled. Passede lige med at pallen lige kunne gå over platformen jeg stod på.

Jeg kunne nu sige ,at jeg vidste hvad det ville sige at noget gør ondt, sådan nogle stabler eller paller giver sig hvert fald ikke. Jeg måtte derfor en tur på sygehuset, forstuvet og i gips i nogle uger, lød svaret. TAK lige hvad jeg havde brug for. Senere til kontrol fandt de ud af, at jeg skulle opereres da der var flere brud i fodledet, da det var overstået måtte jeg gennem genoptræning og alt så lyst ud og gik bare frem af. Jeg kunne endelig se et lys for enden af tunnelen.

LYSET I MØRKET, HVEM TÆNDER DET?

Ja lyset blev tydeligere og jeg var super glad trods daglige smerter , men hvad gør det, når man kan se lys. Som mange siger, så varer lykken ikke evigt og det måtte jeg sande, da smerterne tog til, lige meget hvor meget jeg kæmpede. Og jeg røg ind på sygehuset igen og blev opereret igen. Kun et år efter jeg kom til skade, var jeg nu så mærket af, at det hele gik baglæns, selvom jeg trænede alt hvad jeg kunne og fandt ud af hvordan bunden af ens psyke ser ud. Jeg fik lidt hjælp fra en healer ,som min mor mente jeg skulle prøve, jeg var færdig af grin en healer der i mine øjne ingen ting gør, ja flot jeg tror ikke på det hokus pokus. Jeg måtte dog sande efter nogle få gange var det som om der var noget i hovedet der var på vej i en rigtig retning, og jeg var super glad for det var noget positivt i et ellers meget sort liv hvor det man troede var ens store kærlighed viste sig ikke og være det, samt en datter på 1 år og nogle forældre der kun stå og se på at man havde svært ved og klare en hverdag pga. smerter. Men det var lige hvad der skulle til, som det kærlige spark, for at jeg kom i gang med at se muligheder frem for begrænsninger. Jeg var vendt tilbage til den gamle Henrik som rejser sig og kæmper for at have et godt og sjovt liv. Jeg måtte sande at der var kun en der kunne hjælpe lille Henrik nemlig ham selv pludselig gav det menig at man var sin egen lykkes smed.

FAR AV AV

Ja mit største nederlag var ikke, at jeg var blevet single, eller jeg ikke kunne gå og lave alt jeg manglede på huset og være aktiv som jeg plejede. Selvfølgelig var det hårdt, for jeg kunne godt lide mit liv ,inden jeg kom til skade hvor jeg levede singlelivet med bevidstheden om jeg ville få en datter og ikke være sammen med moren, jeg var dog så heldig at jeg fandt en ny kæreste (som holdt et halvt år, mens jeg var sygemeldt) nej jeg havde det godt. Men skæbnen blev, at jeg måtte døje med en fod jeg ikke kunne og stadig ikke kan gå så langt på. Det værste ved det var nok, at jeg ikke kunne tumle rundt, lege med bold og andre ting som de fleste fædre kan, nej jeg måtte indstille mig på et liv som single far hvor alt med motorik og motion var noget, de andre må gøre. Heldigvis har jeg en datter og eks. der har accepteret at sådan er far bare, for far har av av som min datter siger. Hvilket jeg er utrolig glad for, kan man ønske sig mere?.

Jeg var meget i tvivl om jeg nu kunne være den gode far jeg gerne ville være ,men når ens datter kysser en og krammer er man ikke længere i tvivl. Jeg havde en sjov oplevelse da min datter, som er lige så stor drillepind som sin far, kommer over og vil rive min sok af på min højre fod, jeg fik vist sagt noget mindre pænt og fik også vand i øjnene, men måtte så pænt fortælle hende, at far havde ondt i foden, hvor efter hun siger “far av av” findes der noget større? Jeg tror det næppe, det kan få selv en voksen mand til og få vand I øjnene.

 

HVOR LÆNGE SKAL DU GÅ SÅDAN?

Ja det er et af de spørgsmål jeg tit får, når jeg humper rundt, hopper på krykker eller vælter efter rollatoren, hvor til jeg kun har et svar jeg kan give dem “indtil jeg skal sidde i en kørestol eller ligge I en kiste”. Ja det er sandheden, som jeg ser den. Jeg er helt afklaret med at det er den vej det skal gå, men  alligevel så håber jeg da ikke. Jeg håber, at lægerne indser at det måske nok var en idé og få min fod amputeret. For at leve et liv hvor stærk smertestillende bliver spist, som vitaminpiller og hvor man hvis man har gået nogle få meter for meget, eller lige er kommet til at støtte for meget på det dårlige ben, så koster på smertekontoen. Det vil  jeg  ikke kalde et værdigt liv. Og jeg kan derfor kun se en løsning på problemet og det er en ampution. Efter at jeg er blevet opereret af en overlæge der sagde, ja nu kan vi ikke gøre mere. Det var med sorg og lettelse at jeg modtog sådan en besked, endelig en der var ærlig og sætte et punktum for at forsøge, at gøre det bedre.

BUDSKAB TIL DEM DER HAR KRONISKE SMERTER

Forstil dig du står ved siden af en elitesoldaten, sportsmanden, eller forretningsmanden. Forestil dig  nu, at du skal udpege den sejeste af jer to. Vil du så pege på dig selv eller på den anden personen, der står ved siden af dig? Personen der står ved din side og som ikke har en funktionsnedsættelse og måske er rigtig stærk, fordi vedkommende ofte står overfor nogle store og svære arbejdsopgaver. Disse krævende opgaver står han kun overfor ,når han er på arbejde, ikke når han har fri.

Du skal slås med din funktionsnedsættelse konstant og sandsynligvis hele livet. Du skal slås med situationer, hvor din funktionsnedsættelse gør hverdagen vanskelig for dig. Du kan ikke lægge dit funktionsnedsættelse fra dig og holde fri fra den på samme måde, som den person du står ved siden af kan holde fri fra arbejdet. Husk på det og nyd livet, for livet er trods alt dejligt.

Skriv et svar