Sabrinas historie- Fibromyalgi

IMG_9064 3

 

Navn: Sabrina Vester Bro

Alder: 23

Beskæftigelse: I afklaring

Diagnose: Fibromyalgi

Januar 2008 – 3 måneder inden sygdommen ramte mig.
Mine forældre var lige blevet skilt og derfor var jeg flyttet i en ny lejlighed med min mor. Jeg gik på produktionsskole hvor jeg lavede blomster buketter som jeg elskede. Jeg fik en masse nye veninder og jeg nød mit liv og min ungdom. Jeg var nyforelsket og svævede på en lyserød sky da jeg lige havde mødt min kæreste Sebastian.
April 2008 – En underlig morgen.
Jeg vågnede brandvarm og sejlede i mit eget sved. Jeg mærkede tydeligt at noget var helt galt. Dagene gik og jeg fik det værre og værre. Feberen fortsatte og jeg kunne dårligt gå fra værelset og ud til wc’et på trods af at der var få meter imellem. Jeg begyndte at få ondt i ryg og arme. Min mor tilkaldte vagtlægen som sagde at jeg havde influenza. Dette stod på i 3 uger hvor jeg sov 20 ud af 24 timer i døgnet.
Hvad fejler jeg?
Smerterne i ryg og arme fortsatte med at være der da jeg var blevet rask. pludselig begyndte jeg også at få ondt andre steder, og hvor blev min hukommelse pludselig af ? Jeg var konstant træt og det hjalp ikke på det at jeg hele tiden fik af vide jeg var en doven teenager der lå og sov dagen væk.
Jeg gik til lægen flere gange som testede mig for alt muligt. Alt fra klamydia til pusteprøver og der var intet at komme efter. Smerterne bredte sig til andre steder på kroppen og fik pludselig svært ved at koncentrere mig. Jeg blev svag i kroppen selvom jeg altid var den “stærke” pige. De ringede fra skolen og fortalte at jeg var blevet smidt ud pga for meget fravær. Jeg besøgte hyppigt lægen i 2 års tid, da jeg kommer ind til en studerne der spørger mig om jeg havde kendskab til sygdommen Fibromyalgi. Gitte vores gamle nabo led af nøjagtig samme sygdom. Jeg blev derfor sendt videre til en reumatolog som undersøgte mig nøje, og d. 6 December 2010 fik jeg diagnosen Fibromyalgi. Jeg spurgte om der var noget man kunne gøre og til det fik jeg svaret nej – det er en kronisk sygdom som du skal lære at leve med. Jeg lettet over endelig at vide hvad jeg fejlede, men hvad så nu?
Sygdommen stjal min ungdom og vennekreds.
De fleste af mine “venner” mistede jeg da jeg blev syg. Mange sidder sikkert og tænker: Gad vide hvad der blev af Sabrina? Jeg var altid frisk på en fest eller bytur, og fra den ene dag til den anden var jeg væk. Årene gik med at finde ud af hvad jeg fejlede, alt imens smerterne bredte sig kom der en en masse andre symptomer, fx stress, hovedpine, brænde og stikkende fornemmelse i huden. Jeg var ikke længere i stand til en bytur. Imens andre på min alder nød deres ungdom følte jeg at sygdommen havde stjålet min.
Ondt af sig selv.
De første år gik med at jeg havde utrolig ondt af mig selv. Jeg syntes at livet var uretfærdigt og at jeg havde svært ved at fungere. Jeg kunne ikke forestille mig at skulle leve med disse smerter hver dag resten af mit liv. Kommunen pressede på, og sendte mig ud i aktivering som skadede min krop mere end det gavnede. Heldigvis havde jeg min mor og Sebastian, som støtte hele vejen igennem.
Kan du se mig?
Nogen gange ville jeg ønske at jeg havde blå pletter i hele ansigtet eller begge mine arme lagt i gips så folk kunne se at jeg faktisk fejler noget. Grundet min højde på 164 cm er det ofte mig der bliver skubbet til i indkøbscentre. Folk ved ikke at det kan give mig smerter i dagevis. Som syg kan man godt føle sig uden for, så i visse situationer er det en fordel at sygdommen ikke kan ses. Som sagt, det at være Sabrina er svært. Derfor har jeg også brugt meget tid på at få mine nærmeste til at forstå mit liv og mine behov. Der findes læger der ikke anerkender fibromyalgi, og desværre også venner og familiemedlemmer.
I mit liv er der ikke plads til folk uden hensyn, og derfor er der blevet “grovsorteret”.
Her er jeg nu.
Idag er jeg 23 år gammel, bor i en 3 værelses lejlighed med min kæreste Sebastian og vores søn Julian på 1 år. Jeg har lært at leve med smerterne og at de er en del af mig. At være kronisk syg og ung mor tager hårdt på kræfterne, men man kan pludselig alt når man er blevet mor og på de dårlige dage kan min søns smil redde alt. Jeg kan måske ikke løbe rundt med ham i legeland, hoppe på trampolin eller spille fodbold, men mor kan give de bedste kram!
Min fremtid og drømme.
Mine visioner for fremtiden er helt klart at kunne arbejde de timer der passer til mig, samtidig med mit familieliv fungere. Jeg vil være en del af samfundet, og forsørge min lille dreng. En dag kan Sebastian og jeg forhåbentlig få et hus – rækkehus, hvem ved? og måske Julian kan blive storebror.