Dianas hyldest til Kirstine

FullSizeRenderDianas hyldest til sin kone Kirstine

Det er hårdt arbejde ,at være gift med mig. Jeg vil gerne dele min hyldest til en fantastisk kvinde med jer – hun er på forunderlig vis stadig en del af mit liv, som de seneste mere end 10 år har budt på en rutsjebanetur af både op- og flest nedture, og som for mit vedkommende har ændret mit liv radikalt.

Jeg er en 42-årig kvinde, der har været kronisk syg i mere end 10 år. Jeg lider af en række autoimmune bindevævslidelser, der angriber både min tarm (crohn), mine øjne (uveitis), min hud (psoriasis) og mit bevægeapparat (bechterew). Derudover er jeg uddannet jurist og arbejder forsat – om end på nedsat tid. Og allervigtigst så er jeg gift med nok verdens mest forstående og tålmodige kvinde, og vi er så heldige, at vi har to hjemmeboende børn og venter den tredje om mindre end en måned.

Min dagligdag er foruden smerter og andre fysiske begrænsninger præget af en uendelig nærmest invaliderende træthed. Det betyder, at min kone hænger på langt den overvejende del af de praktiske gøremål. Det skal lige siges, at hun også arbejder – og det på fuld tid (bortset fra nu, hvor hun er højgravid og på barsel). Derudover er hun ofte også nødsaget til at hjælpe mig med fx af- og påklædning og hårvask. Hun har også set mig i de mest sårbare situationer, hvor jeg skal hjælpes op ad sengen eller trappen – og i de mest ydmygende situationer, der involverer både blod, afføring, betændelse, bylder og andet tabuiseret. Hun har set mig ulykkelig og bange, holdt min hånd og bare været der. Hun lader mig sove uforstyrret, når jeg endelig falder i søvn. Hun henter og bringer mig, når kræfterne er små. Hun følger mig til læge og på hospital, når det er muligt, og hjælper mig med mine injektioner og andet medicin. Hun læser og studerer alt om mine lidelser og er ofte den, der kommer med forslag til alternative løsninger og kostråd vel vidende, at hun selv kommer til at føre dem ud i livet.

Jeg kæmper dagligt for at bidrage bare en smule, men kræfterne slår ofte ikke tilstrækkeligt til. Min samvittighed er af den onde slags – sort som kul – og fører til følelsen af ikke at slå til, ikke at være på niveau, at være en slags andenrangsmenneske – og det æder mig langsomt op indefra, og gør sig gældende både i forhold til mit arbejde, mine venner og ikke mindst min kone og børn. Jeg tænker ofte, at det bare er et spørgsmål om tid, inden hun pakker sine sydfrugter og damper af. For hvem fanden gider at spilde sit liv og sin tid på én som mig? Det er så her, det forunderlige sker. For det gider hun faktisk godt. Med tiden er jeg blevet mere og mere overbevist om, at hun ser min sygdom, som noget der bare er der, og noget vi klarer i fællesskab. Hun ved selvfølgelig godt, at det ikke er  noget, jeg har nogen indflydelse på, ligesom det er noget, jeg er uden skyld i, men derfra og så til at blive hos mig er en kæmpe gave, som jeg vil være hende evigt taknemmelig for. Jeg har i hende ikke bare mødt en accept men også en respekt, for det jeg gennemgår.

Som alle andre par der har været gift i en årrække, har børn, arbejde og en travl hverdag, så er vi også udfordret i forhold til at bevare gnisten. Vi formår dog, til trods for og måske endda på grund af sygdom og alle de ekstra udfordringer, der følger med, at prioritere og vise hinanden, at vi fortsat er tiltrukket af hinanden. Der findes ikke en universel opskrift, men for os består intimitet af mange ting. Der er fx altid mange kys og kram og søde ord i løbet af en dag. Og når dagen er slut, så er dét at ligge i hinandens arme, under dynen, i mørket og bare mærke hinanden både dejligt, trygt og intimt. Der er ingen tvivl om, at lysten til sex ofte kan blive overskygget af smerter og træthed, men fordelen er til gengæld, at sex giver smertelindring og øget velvære i kroppen. Vi kender efterhånden hinanden særdeles godt, og det gør det uden tvivl lettere at tale om sex og sætte ord på vores behov. Det hjælper langt hen ad vejen at turde tale sammen – også om de svære ting. Vi skal kun leve op til os selv og vores egne forventninger – ikke samfundets normer og andres meninger om, hvordan man opnår intimitet.

Vi er indtil videre lykkedes med et solidt og kærligt forhold på trods af de mange udfordringer. Så samtidig med den ødelæggende samvittighed jeg mærker i mit indre, så består der også sideløbende et forsigtigt håb, et glimt af, at vi nok skal klare den os to. Jeg vælger at tro på, at den onde samvittighed med tiden vil blive mindre og den stærke tro på os, på vores forhold, på vores kærlighed vil vokse sig endnu stærkere, så vi kan om end ikke overvinde min sygdom, så lade den være en mere fredelig del af vores liv, som vi i fællesskab har lært at navigere i og ikke mindst balancere i.

Tak fordi I læste med – og hurra for alle de fantastiske ægtefæller og kærester, der støtter og hjælper alle os med kroniske, fysiske og ikke mindst usynlige sygdomme.

Skriv et svar