Christinas historie-Hashimoto’s Thyreoiditis

IMG_4870

 

 Christina 30 år,

Pædagogstuderende

,Hashimoto’s Thyreoiditis – autoimmun stofskiftelidelse

 

 Min diagnose, som de færreste forstår

Min diagnose kom i 2012. Jeg havde kæmpet i mange år med dårlig hukommelse, vægtøgning og diverse andre dårligdomme. Det var i 2009, jeg fik stillet diagnosen ”lavt stofskifte” og først efter en længere udredning hos en specialist fik jeg at vide, mit immunforsvar angreb kroppens egne celler – min sygdom er autoimmun.

Der var slet ingen forståelse for min sygdom, hverken fra min første specialist og de første 19 læger jeg har haft. Først da jeg kom til den læge jeg har nu og efterfølgende min nuværende specialist, har jeg fået den rette behandling både menneskeligt, men også medicinsk. Det er direkte uhyggeligt, at så mange stofskiftepatienter ikke behandles individuelt – og det samme var gældende for mig i lang tid. Der er et før og et efter i min måde, at leve med min usynlige kroniske sygdom. Manglende overskud er en kæmpe del af sygdommen, og jeg fik først bedre overskud og mere energi efter jeg, i maj 2013, fik noget medicin, jeg har det bedre med end den gængse medicin. Nu hvor jeg er på naturlige stofskiftehormoner har jeg det langt bedre end før! Men der er lang vej igen.

Før medicinskiftet forvaltede jeg på ingen måde mit liv. Jeg kunne knap stå op om morgenen og havde det ofte så skidt, at jeg var nødt til at sætte et smil på læben og lade som alt var okay. Efter medicinskiftet – i dag – har jeg energi til at komme ud af sengen og få tingene til at ske! Jeg har lavet rigtig meget research pga. min sygdom, og har sat min egen stofskiftekost sammen – ikke for at højne stofskiftet, men for at optimere min krop og min medicin. Det har skabt resultater! Men som med alt andet, er der langt igen.

Kærlighed  og relationer

Da jeg mødte min mand i 2008 ændrede mit liv sig radikalt. Jeg havde faktisk aldrig været på date eller haft en kæreste. Mobning pga. min størrelse hele folkeskolen igennem – og helt frem til jeg mødte min mand, gjorde at jeg ikke så positivt på mig selv. Men han fik mig til at se mig gennem sine øjne. Han har været med lige siden jeg fik diagnosen. Det har været svært for min mand at sætte sig ind i, at der var nogle ting, jeg havde sværere ved. Han har før indrømmet, at han har tænkt tanken ”det kan da ikke være så svært?!” Men uanset hvad, har han støttet mig. Min mand er mit livs helt store kærlighed!

Det eneste jeg kræver af min mand er, at han elsker mig på godt og ondt. I forhold til sygdommen – ja, den vil jo altid være der. Og derfor har jeg enormt meget brug for støtte og kærlighed, når jeg har mine dårlige dage. Sygdommen påvirker ikke vores intimitet som sådan. Men den gør, at jeg personligt har sværere ved at få lyst til sex. Den er svær at forklare, ikke? Jeg har lyst til min mand, som jeg elsker af hele mit hjerte – men den der brændende lyst skal jeg kæmpe for. Det har intet at gøre med min herrelækre mand! Men forståeligt nok, har han dog lidt svært ved at forstå lige dette – men det er jo som det er. Og jeg har klart mærket en øget sexlyst, siden jeg er begyndt på min nye medicin!

Jeg skal lytte til min krop og sige til, hvis der er noget, jeg har brug for – hvis jeg nu har en dag, hvor jeg føler, mit overblik er helt væk. Der kan jeg godt brænde helt sammen, og hånden på hjertet er jeg faktisk alt for dårlig til at sige til min mand, at jeg har brug for bare at flade ud hjemme i lejligheden med ham. Det ender ofte med, jeg med tårer i øjnene siger: ”jeg orker det bare ikke.” – ja, de dage har jeg stadig. Vi har ikke børn. Det er kæmpe ønske for os begge at blive forældre. Men sygdommen gør, at jeg har svært ved at blive gravid. Heldigvis er det dét eneste, der skal styr på inden kroppen kan bære et barn. Men min krop nægter mig at blive gravid, før jeg har fået styr på mine hormoner – og det er vel klart nok!

 Usynligheden og fordommene

Jeg har det rigtig svært ved, at folk dømmer mig fra udseendet. Jeg vejer en del mere end hvad godt er – og jeg oplever ofte tilråb på gågaden og folk, der spørger, om ikke jeg skal til at spise mere salat og bare tage mig sammen. Tænk, det har jeg også hørt fra flere læger, før jeg fandt en læge, der lyttede til mig og forstår min sygdom. Det er sgu hårdt at høre – for det er sgu ikke fordi jeg stopper forkerte ting i munden. Min krop tåler bare ikke at jeg spiser normal kost. Og det har folk også svært ved at forstå. For hvad er der galt med de kartofler? Og hvorfor spiser jeg ikke bare rugbrød – det er da sundt. Jo, måske for andre. Bare ikke for mig.

Nogle gange ville jeg ønske, jeg  manglede en arm – så kunne folk da forholde sig til de ting, der begrænsede mig fra et normaltfungerende liv. Min sygdom har ikke påvirket mit forhold til nogen af dem, jeg holder af – da de ser mig og støtter mig. Det eneste der har været lidt svært for folk, er at sætte sig ind i er de valg, jeg har truffet ang. kost. Der indrømmer jeg blankt, at jeg har valgt at sige, at jeg er laktoseintolerant, glutenallergiker og har krydsreaktioner – årh, den er altså lidt svær. For det er jo løgn. Men det er nogle gange bare meget nemmere for folk, at forholde sig til allergier. Jeg orker ikke, at fortælle om hormonerne, der er fuldstændig forskruede i min sygdom. Det bliver ikke husket eller forstået førend det er forklaret for 117. gang – og jeg kan godt forstå det! Jeg har i kraft af min sygdom rigtig svært ved at være i store forsamlinger, eller i ukendte situationer. Jeg får angstlignende reaktioner, når der for meget sker omkring mig.

 Til dig der der forstår og til dig der dømmer andre

Til andre, der har en kronisk usynlig sygdom vil jeg anbefale, at øve sig i at lukke ørerne for dumme kommentarer fra andre, som i bund og grund ingen viden har om din sygdom. Det vigtigste er, at du er glad og tilfreds – og andres mening må komme i anden række. Jeg ejer bloggen Det Forbandede Stofskifte på www.forbandedestofskifte.blogspot.dk, hvor jeg blogger om livet med min sygdom og hvordan jeg tackler de forskellige aspekter af mit liv med min sygdom. Jeg går meget op i at være et positivt menneske og forsøger at gøre en forskel for de mennesker, jeg møder på min vej.

Hvis jeg nu skulle stille et krav til den person, som ikke har en kronisk og usynlig sygdom, som måske sidder og læser med, vil jeg ønske, at hvis en person siger, de har dårligt stofskifte – lad være med at tro det er, som en dårlig undskyldning. Det er en reel sygdom, som kræver livslang medicinering.

 

 

 

 

 

 

 

One Comment

  1. Hejsa,
    Jeg leder efter andre som mig selv med denne sygdom.
    Jeg har brug for en at spare med :O)

    Jeg har lige som dig Hashimoto.

    Hvis du har lyst til samtale med en ligesindet må du meget gerne skrive på min mail.
    Jeg er selv kvinde på 34 år.

    Mange hilsner fra Louise

Skriv et svar