Carinas historie-Kroniske smerter

carinaNavn: Carina Thygesen

Alder: 28

Beskæftigelse: Sygemeldt, er uddannet kontorassistent med speciale i offentlig administration

Diagnose: Tennisalbue, kroniske smerter

 

“I Won’t Let Go”

Smerterne startede 2007 og først i 2012 blev jeg opereret, men jeg lever den dag i dag stadig med kroniske smerter.

Jeg prøver at tage dagene en af gangen, ellers kan jeg slet ikke fungere. Jeg prøver at være positiv og glad og være høflig og venlig overfor folk jeg møder eller kender. Jeg synes det er en svær balancegang, når man har det skidt og har mange smerter hver dag, men jeg prøver at fordele min jeg tid. Min alene tid, har jeg de dage jeg har fri for praktik, hvor jeg er i arbejdsprøvning, der nyder jeg at sove længe, og stille og rolig få gjort de ting der skal gøres eks. rengøring m.m. De dage hvor jeg er på, eks. de dage jeg er i praktik, tager jeg høflighedskappen og smilet på, og forsøger at være i nuet i praktikken og få mest mulig ud af det, selvom at det er svært. At være på er også sammen med mine veninder og venner, jeg nyder tiden sammen med dem rigtig meget, ingen tvivl om det, men det er hårdt at være på og skulle være den glade, livlige kvinde, som jeg jo altid har været før min sygdom ramte. Jeg prøver at finde balancen det er mit nøgleord.

 

 Kærlighed og accept

Jeg har været sammen med min mand både før og efter min sygdom er startet. I vores forhold taler vi om hvordan vi gør.

Jeg siger til min mand, at jeg gerne vil have hjælp til nogle ting, at han bliver nødt til at acceptere, at jeg ikke kan det mere som jeg kunne før. Jeg har smerter konstant og det gør at jeg er træt og sommetider har brug for at sove rigtig meget – det skal han bare acceptere.

Min sygdom påvirker naturligvis vores forhold intimt. Min sexlyst er meget nedsat, for ærlig talt, er det ikke lige sex man har allermest lyst til når man har smerter. Det er mere et kram, et kys, nusning, eller bare at lægge i hver sin ende af sofaen og lumre den af til en film eller serie.

Vi har som par ikke truffet nogle valg udover, at jeg i min dagligdag er nødt til at have fysiske hjælpemidler, når jeg eks. laver mad, og det ved folk som vi får på besøg også. Så hos os er det ikke underligt, at der står tre-fire køkkenmaskiner på vores køkkenbord, køkkenmaskiner, som i realiteten ikke burde stå der før om 30-40 år, men det er en del af vores liv nu og vi har valgt at være åbne omkring, at det bare er et valg der har været en nødvendig at træffe.

Det synlige og usynlige

 

Det påvirker mig at leve med kroniske smerter og det bliver ekstra synligt, når jeg er ude og handle ind alene, førhen kunne jeg sagtens handle 4 gange så meget ind som nu. Men i og med, at jeg kun har en arm til at tage tingene ned fra hylderne og til at slæbe med, så bliver jeg nødt til at tage derned flere gange, eller vente til manden har tid til at kunne hjælpe med at handle ind. Det værste er næsten, når folk står og glor fordi jeg ikke har mulighed for, at bruge den ene arm og derfor bliver nød til at gøre tingene på en anderledes måde i forhold til hvad folk normalt gør – det kan være rigtig træls. Heldigvis forstår mine venner og min mand det det fuldt ud og acceptere det og det betyder meget, at det ikke har påvirket min relation til dem.

Det har dog påvirket mit arbejdsliv at jeg lever med en sygdom, desværre i en negativ retning – i starten af min praktik, havde jeg det rigtig svært ved at åbne op og forklare hvorfor jeg er i arbejdsprøvning og hvad der er galt med mig. Det gjorde, at jeg nogle dage græd fra jeg kom til jeg gik, og det har bestemt påvirket stemningen blandt kollegaerne negativt.

Men jeg prøver, at acceptere at min tilstand er kronisk, at jeg ikke kan og må ret mange ting mere. Jeg har øvet mig i at bede om hjælp, hvilket for mig, har været og er rigtig svært. Jeg prøver at tage tingene i et mere roligt tempo og prøver at overlade styringen til andre mennesker, eks. min mand.

Hvis jeg skulle give et godt råd videre til andre, så vil jeg råde andre til at finde roen til at tackle din sygdom, prøv på at få sat ord på dine følelser og alle de tanker du går med og få din vrede og frustrationer ud inden de ødelægger dig helt.

 

“I Won’t Let Go”

It’s like a storm,

That cuts a path

It breaks your will

It feels like that

You think you’re lost

But you’re not lost on your own

You’re not alone

 

.

 

 

 

 

 

Skriv et svar