Camillas historie-børneleddegigt

Camilla JeppsenCamilla 

18 år gammel

Børneleddegigt

Går i 2. hf.

 

“Sommetider synes jeg det er meget svært, at leve med en kronisk sygedom man ikke kan se udefra, og det var især svært da jeg var yngre. Mange forstår ikke, at man den ene dag kan ha’ det super godt og næste dag ha’ det meget dårligt”.

 

En verden udenfor

Sommetider har jeg haft krykker med i skole en dag og kunne løbe og ha’ det godt næste dag, og det har været utrolig svært for venner og klassekammerater at forstå.

Til idræt i skolen har det også været et stort problem, jeg har næsten aldrig været med til idræt ,fordi det oftest har været boldspil vi skulle lave, og det er den værste sport for gigt.Folk har troet, at jeg bare ikke gad idræt, og de troede at jeg brugte min sygdom som en dårlig undskyldning. Men det har ikke kun været klassekammeraterne der ikke kunne/kan håndtere at jeg er syg. Jeg har også haft mange problemer med mine lærer. Jeg har haft en del fravær både pga. indlæggelser, sygehusbesøg og dårlige dage, tit efter et langt fraværs periode kom jeg tilbage og fik besked på jeg bare måtte klare mig selv, hvis der var gruppe arbejde sat min lærer mig ikke i en gruppe jeg skulle arbejde selv. Jeg har nok også selv være meget stille og for mig selv. Jeg har været meget bange for, at folk ville se underligt på mig ,eller have for meget medlidenhed med mig, det er sommetider ligeså slemt som folk der siger grimme ting.

Bagsiden af medaljen

Tingene har også påvirket mig meget psykisk og jeg har derfor i dag tit meget svært ved at knytte mig til folk, og stole på dem, fordi jeg har oplevet mange venner falde fra. Mange har ikke kunne håndtere, at jeg ikke altid er frisk til at være sammen efter skole.For det meste er jeg så kvæstet efter en hel dag, så jeg mest har lyst til at tage hjem og sove, eller jeg har måske ikke energi til at tage med i byen. Jeg har mistet mange venner i tidens løb ,fordi jeg ikke har været så meget i skole.  Jeg blev holdt mere og mere udenfor jo længere tid jeg var væk fra skolen, og på den måde gled vennerne længere og længere væk, men jeg har heldigvis fundet en veninde nu som er der lige meget hvad.

Det er blevet vigtigt for mig, at inddrage mine venner og veninder så meget, som meget som muligt i mit sygdoms forløb, så de ved hvad jeg går igennem. Jeg har tit haft en veninde med til en undersøgelse på sygehuset så de kunne se, at det ikke altid var lige sjovt og nemt at være syg.

Forsiden af medaljen

Men der er også gode sider ved at have en usynlig sygdom.

Tit hvis jeg er til en fest eller i byen og kommer i kontakt med nye mennesker, synes jeg det er rart at de ikke ved jeg er syg, for så kan de se mig som et ”almindeligt” menneske, folk dømmer tit en med det samme hvis de ved man er syg

Jeg vil råde andre med en usynlig sygdom til at snakke med andre der er i samme situation. Eller finde en god ven/veninde, jeg har altid haft en jeg kunne snakke med om det, det er mange gange en stor hjælp. Mest af alt er det vigtigt at lære at blive ligeglad med andres syn på én, selvom det er svært. Hvis andre går og tror at man bare er doven f.eks. til idræt, så bare sig til sig selv at det er deres problem, og de slet ikke har nogen grund til at blandes sig i det.

Min fremtid ser sådan ud at jeg vil prøve og leve et helt normalt liv, bare med sygehus besøg og sygdomsperioder.  Jeg regner med, at jeg kan klare mig igennem en pædagoguddannelse, min store drøm er nemlig at arbejde med handicappede børn. Jeg håber jeg på et tidspunkt finder mig en mand der kan acceptere. at der medfølger en sygdom, hvis man skal være sammen med mig. Og så går jeg regner jeg med at jeg kan få stiftet mig en familie, ligesom andre der ikke er syge.

Skriv et svar