13046107_1063657483706013_744927359_nNavn: Katrine Holm Hansen

Alder: 27 år

Job & uddannelse: Finansassistent. Arbejdet med forsikring i 6 år. Opsagt pga. sygdom.

Diagnose: Borrelia og co-infections.

 

Skinnet bedrager

Dengang jeg var teenager, havde jeg aldrig gættet jeg ville være det sted i mit liv, hvor jeg er i dag. Jeg strøg gennem livet med gode uddannelser, godt job, venner, fester, kærester og ingen bekymringer. Jeg var dengang sikker på, at når jeg var i slutningen af 20’erne, så ville jeg være faldet til ro, have en mand, have et par børn og et stort lækkert hus. Og ingen bekymringer!

Sådan skulle det ikke gå.. Og det kan der jo være mange grunde til. Men en af de ting jeg ALDRIG havde set komme, det var at jeg blev syg.

Jeg har aldrig været til at slå ud – altid en glad frisk pige, massere af energi, godt humør, elskede at løbe og altid klar på sjov. Men i april 2015 oplevede jeg hvordan min krop lukkede ned step-by-step. Først var det træthed, så blev det fysisk, eks. muskel og ledsmerter, gangbesvær, dårlig balance, muskelkramper og så blev det psykisk, eks. hukommelsestab, diffus, koncentrationsbesvær og jeg isolerede mig fordi jeg ikke kunne overskue at være social.

Jeg blev fuldtidssygemeldt, sengeliggende og kunne mindre og mindre. Kroppen var som gummi og øjnene tomme. Nu efter 8 måneders behandling, kan jeg være oprejst igen. Men INGEN kan se hvor mange smerter jeg stadig har i min krop. Jeg har fået en glød tilbage i mine øjne og det gør derfor, at jeg kan stråle igen. På de gode dage kan jeg tage make up på, se godt ud og føre en normal samtale. Men ingen kan se de smerter der er i mine muskler og led. Det føles som influenza og ”raske” personer ville have lagt sig på langs, hvis de oplevede en dag i min krop. Jeg definerer en god dag, som når jeg ”kun” har influenza-følelsen. Man kan vel sige jeg har lært at leve i smerten.

Folk siger jeg ser godt ud og at de ikke kan se på mig jeg er syg. Men jeg kryber jo også kun ud af lejligheden, på de dage jeg er i stand til det. Jeg vil ligne en million på de dage jeg har overskud. Jeg vil ligne en sæk lort, på de dage jeg har det allermest forfærdeligt. Ingen ser, at jeg nogle gange ligger i sengen en time eller to inden jeg kan stå op, pga smerter. Eller at jeg bruger hele formiddagen på at få min krop stille og roligt i gang. Ingen ser, at jeg skal sove i løbet af dagen eller at jeg skal lade op flere timer inden, hvis jeg skal noget senere på dagen.

Fremtiden

Jeg har troen på, at jeg vil nå meget længere med min sygdom, som tiden den går. Jeg vil en dag være tilbage – måske bare på 80-90% styrke. Men det bliver et langt træk, der kan tage flere år. Jeg har også tanken, at hvad hvis jeg ikke kommer tilbage?

Forhold er en by i Rusland for mig. Jeg kunne ikke forestille mig, at skulle lukke en mand ind i mit liv. At skulle have en hverdag med en, når jeg er i den her tilstand. På mine dårlige dage, vil jeg ligge med dårlig samvittighed over at jeg ikke har fået handlet ind, vasket tøj, lavet mad og med frygten for, at han vil komme hjem fra job og tro jeg er doven. For jeg ligger jo og ser smuk ud og kan smile og snakke og tuller rundt – men dagens gøremål ville have været en kamp for mig. En kamp jeg ikke havde brug for den dag. Når jeg bare er mig, så er der ingen forventninger og jeg kan spise når jeg vil og tøjvasken kan da altid klares på et andet tidspunkt.

Hvad med børn? Jeg er i den alder, hvor man finder en mand og så er det naturligt det er den vej det går. Men jeg tør ikke få børn. Ikke før jeg ved om jeg kan få nogenlunde bugt med sygdommen. Og sæt nu jeg gav sygdommen videre til mit barn og vi skulle kæmpe min kamp endnu engang. Jeg ved man vil gøre alt for sit barn – men samtidig er tanken der, at jeg måske ikke vil risikere, at putte mit barn ind i det helved jeg gennemgår. Jeg har accepteret, at jeg skal være alene indtil jeg ved jeg er stabil og kan fungere i et arbejde igen. Men tanken spøger – hvad nu hvis det aldrig kommer til at ske?

Det nye liv

Jeg var altid var frisk, drak nemt en flaske gin, dansede til den lyse morgen og var der altid for folk hvis de havde det dårligt. Hvis de havde problemer, brug for råd, var kede af det eller hvis de lige havde brug for at komme lidt væk. Jeg elskede at være der for folk. Pludselig kunne jeg ingen af delene. Kroppen var ædt op af infektionerne og det havde sat sig på hjernen også. Jeg har måtte skære mange personen væk i mit liv, fordi jeg ikke kan overskue dem. Det har været svært for nogle at forstå, men da jeg indså, at nu var det min tur til at redde mig selv, så kom det som en nødvendighed. Jeg forbereder mig på, at jeg aldrig kommer tilbage til livet som før. Borrelia vil altid ligge latent i kroppen, så jeg skal passe på min krop resten af livet. Når den er slået ned, skal jeg sørge for den forbliver slået ned. Og det vil den ikke blive med min gamle livsstil. Det er eks. ny kost, ingen alkohol, ingen stress og kun moderart motion.

Jeg har forandret mig igennem det sidste år, pga alle de ting jeg har været igennem. Jeg ser det som en gave, hvis jeg kan komme over på den anden side igen, også selvom det kun bliver med 80-90 % styrke. Jeg har lært, at vi mennesker går op i alt for små problemer i hverdagen. Går op i at alt skal være perfekt og går op i hvad andre mennesker synes om os. Sådan var jeg også selv før, men nu kan det være svært for mig at føre samtaler med folk, der er trætte af småting i livet. Jeg sidder tit og tænker ”Så skal du være glad for du ikke er i min krop og at du ikke har oplevet de ting jeg har oplevet”. Men jeg smiler bare sødt og får måske afledt emnet.

Jeg er glad for min familie, jeg er glad for jeg har de dejligste drengevenner, som man nogensinde kunne ønske sig, jeg er glad for jeg har nogle skønne veninder og jeg er glad for endelig at have fået en diagnose, så jeg kan arbejde videre ud fra den.

Livet er ikke endt ud i hvad jeg troede det ville blive, som dengang jeg var 17 år. Det gør det jo nok sjældent. Men jeg må få det bedste ud af det og håbe, at jeg en dag kan få en af mine drømme opfyldt.

Vi skal altid huske at sætte pris på det vi har, i stedet for at længdes efter det vi ikke har. Du ved aldrig hvad morgendagen bringer…

Katrines blog: https://www.facebook.com/kampenmodborrelia/


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 14

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 17

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 19

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kandusemig.nu/public_html/wp-content/themes/dashy/footer.php on line 21